Growing Trees Network vinder Grundvandspris i 2015

Det var med stolthed vi modtog VandCenter Syd’s Grundvandspris 2015, blot 2 år efter det lykkedes os at rejse den første Folkeskov med vores samarbejdspartnere. Vejen dertil var ikke ligetil, så at få tildelt prisen så tidligt i vores proces, var en anerkendelse som motiverede os fremadrettet.
VandCenter Syd om tildelingen
“Growing Trees Network præmieres ikke kun for deres nyskabende ideer, men i lige så høj grad for deres fokus på skovrejsning. At rejse skov er en væsentlig metode, når større grundvandsreserver skal beskyttes. Skov sikrer, at jorden holdes fri for fx sprøjtegifte og pesticider, så det rene drikkevand kan bevares. En ændring i vandsektorloven har gjort det nemmere for vandselskaber at rejse skov med henblik på grundvandsbeskyttelse. Growing Trees Network er et godt eksempel på, hvordan man på en alternativ måde kan rejse skov.”
Læs mere her
Baggrund for prisen
Prisen er opkaldt efter ingeniør G.O. Andrup, der var direktør for daværende Odense Vandforsyning. Gennem sit engagement fik han sat fokus på drikkevandskvalitet og vigtigheden af at beskytte grundvandet. G.O. Andrups Grundvandspris blev indstiftet i 2007 i anledning af 60-året for ansættelsen af den visionære direktør. Prisen består af 60.000 kr. samt et diplom og uddeles en gang årligt.