Tak til vores helte – uden jer ingen skove!

Jeres tid, viden og engagement har lagt rødderne til det, vi sammen har skabt

Advisory Board

Hvis der er nogen, der fortjener den største tak, så er det jer – vores kære Advisory Board. Jeres værdifulde input, sparring og støtte har været uvurderlige på vores rejse. Med jeres både personlige og faglige kompetencer har I gjort en mærkbar forskel for vores viden og vores evne til at løse både daglige og strategiske udfordringer.

Møderne med jer er altid en fornøjelse, og vi sætter stor pris på, at I står klar, når vi har brug for jer.

Tak fordi I er en vigtig del af vores team og hjælper os med at nå vores mål. Vi kunne ikke have gjort det uden jer!

Morten Dall

Innovationsjordemoder og serieiværksætter

Det er nemt at fortvivle og fortrænge, når nyhedsstrømmen buldrer afsted med kritiske problemer som klimaforandringer, massedød af bier og tab af biodiversitet. Som menig borger kan det være svært at se, at man kan gøre en nævneværdig, konkret forskel.

Heri ligger netop det smukke ved Growing Trees Network. Det bliver håndgribeligt for den enkelte, hvordan han/hun kan bidrage til at løse komplekse problemer - og samtidig bidrage til noget, som har rod dybt ned i vores sjæl.

Mit iværksætteri har gennem flere år graviteret omkring bæredygtighed. Derfor er det helt naturligt for mig at bakke op omkring Growing Trees Networks vigtige arbejde. Jeg elsker i øvrigt træer! Som innovationsjordemoder har jeg gennem de sidste 15 år hjulpet en lang række virksomheder med at føde nye idéer og give dem en god start på livet. Jeg håber min erfaring kan bidrage til endnu flere træer i jorden.

Karsten Bjørno

Kommunikationschef i DANVA, vandsektorens brancheorganisation.

Skovrejsning har en dokumenteret positiv effekt på kvaliteten af grundvandet. Growing Trees Network er i sit arbejde med til at bevidstgøre om behovet for beskyttelse af vores drikkevand og samtidig engagere befolkningen i indsatsen. Det arbejde afføder respekt og anerkendelse.

Kim Agerfeldt

Tidligere ejer af flere virksomheder, og serie iværksætter med et brændende hjerte for optimale løsninger, specielt til energisektoren.

I min verden går bæredygtighed og business hånd i hånd, jeg tænker ud af boksen, og søger gerne en løsning, hvor CSR vægter højt. Min grønne tankegang og brede kendskab til emballageindustrien sikrer, at vi altid kan tilbyde en løsning, hvor alle materialer kan genanvendes. Det grønne er derfor en naturlig del af min arbejdsdag!

I mit private liv er jeg far til 3 fantastiske unger og gift med Louise som også forstår at udfordre mig på den positive måde.

Jeg er engageret i Growing Trees Network Foundation da jeg mener, at netop dette projekt er med til at sikre vores fælles fremtid i Danmark og forhåbentlig kan række langt ud over landets grænser. Jeg har kendt Lars i mange år, rejst med Lars og hjulpet med mange projekter til 3 verdens lande.

Jeg mener, det er en fælles opgave at sikre, og passe på vores fremtid sammen!

Palle Madsen

Indehaver af InnovaSilva, Ph.D. og tidligere professor MSO, Skovskolen, Københavns Universitet. Palle kan kontaktes vedrørende klima- og skovfaglige spørgsmål på mobil: 24340209, eller på mail palle@innovasilva.com.

Min passion er at bringe gode nyheder om skove, skovdyrkning og landområder som tidligere er blevet skovet. Når vi kender træernes funktion og dynamik, så må vi bare indse, at ud over at være verdens smukkeste produktionsenhed, så er skoven - og især skovens vækst - bare det stærkeste våben vi har mod klimaændringer.

Vi skal længere end at være et CO2 neutralt samfund. Vi bør stræbe mod at blive CO2 negative! Vi får brug for meget mere træ i fremtiden for at kunne bekæmpe klimaforandringerne og for at gøre vores planet til et ordentligt sted at være for mere end 10 mia. mennesker og for at beskytte alle vores plante- og dyrearter.

For mig er det meningsfyldt at teame up med Growing Trees Network og forfølge vores fælles mål om mere skov og en mere bæredygtig fremtid.

Peter Søgaard

Biolog med speciale i Populationsbiologi, økologiske interaktioner og Conservation fra Aarhus Universitet

Har altid været naturnørd og engageret i naturbevarelse. Blev medlem af Greenpeace som 12-årig.
Har arbejdet professionelt med forvaltning af den danske natur siden 2007. Arbejder i dag med at integrere biodiversitetshensyn på tværs, dvs. biodiversitet i byudviklingen, biodiversitet i klimatilpasningen, biodiversitet i infrastukturen, biodiversitet i skovene m.fl.

Mål. At integrere biodiversitet i samfundsudviklingen – naturen er et bærende element i vores identitet.

Leverandører

En stor tak til alle vores samarbejdspartnere for jeres uvurderlige støtte og ekspertise. Med gratis systemlicenser, konsulenttimer, fysisk udstyr samt professionel og faglig sparring og rådgivning – og ikke mindst jeres tid – har I gjort en afgørende forskel for os.

I hjælper os med at være effektive og fleksible, samtidig med at omkostningerne holdes på et absolut minimum. Det sikrer, at vores sponsorer får mest muligt skovrejsning for deres donationer.

Vi kunne ikke have klaret det uden jer og er stolte af at have jer med på holdet. Jeres engagement og dedikation er en stor inspiration, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet og skabe endnu flere stærke resultater til gavn for klima, drikkevand, biodiversitet, folkesundhed og vores fælles fremtid.

I er vores helte – og I har vores varmeste anbefalinger!

Privatpersoner og virksomheder i Danmark

Vi vil gerne takke TV2, Danmarks Naturfredningsforening og ikke mindst produktionsselskabet TiKi Media for et tæt og engageret samarbejde før, under og efter indsamlingsshowet. Det var en spændende og lærerig rejse for os alle.

Først og fremmest vil vi dog udtrykke vores dybfølte taknemmelighed til alle privatpersoner og virksomheder, der støttede indsamlingen. Jeres generøsitet resulterede i hele 1.105.509 donerede træer, som nu er plantet i 48 nye Folkeskove rundt om i Danmark – de sidste træer bliver plantet i efteråret 2024 ved Odense.

Deltagelsen i Danmark Planter Træer blev et vigtigt vendepunkt for os. Historien om verdens måske første indsamlingsshow til fordel for naturen spredte sig globalt via nyhedsbureauer som AFP og BBC News.

Vi håber, at I fortsat vil støtte vores arbejde, så vi sammen kan bekæmpe klimaforandringer, beskytte grundvandet, skabe rekreative områder og mere natur for fremtiden.

De 48 nye Folkeskove er listet her.

"Det bedste tidspunkt at plante et træ var for 20 år siden.
Det næstbedste tidspunkt er i dag."

Kinesisk ordsprog