Growing Trees Networks 10-års jubilæum 2023

Tak til alle fremmødte for at bidrage til at vores 10-års jubilæum!
Fejringen af jubilæet fandt sted den 13. maj 2023 på forskellige lokationer i Aarhus kommune, precis på 10 års-dagen for indvielsen af den allerførste Folkeskov i Beder; Egelund Folkeskov.
I 2013 stiftede vi, Lars Heiselberg Vang Jensen og Kim Nielsen NGO’en Growing Trees Network med en ambition om, at private og virksomheder kunne bidrage til at plante Folkeskove til gavn for klima og CO2-reduktion, rent drikkevand, biodiversitet og rekreative områder.
Her ti år senere er det blevet til yderligere ni Folkeskove i Aarhus Kommune med et samlet areal på cirka 140 hektar. I disse er der plantet 320.200 træer og buske, som alle er donationer fra private og virksomheder. Indvielserne fejres altid med taler, sang og håndplantning af træer, som er med til at give borgerne ejerskab og stolthed.
Folkeskovene var ikke blevet til noget uden et godt samarbejde med Aarhus Vand, Aarhus Kommune og Naturstyrelsen, som var medarrangører på de forskellige events i løbet af dagen.
Sådan forløb dagen
Fra kl. 9-10 var der skovbadning og grounding med instruktør i Søbakke Skovbadeskov ved Tilst. Skovbadning er inspireret af det japanske Shinrin-Yoku, der betyder at skovbade. Her forbinder man sig på forskellig vis med jorden og skoven, måske liggende i et mælkebøtteflor, eller ved at betragte blomster, træer og dyrelivet i skoven i rolig væren.
Fra kl. 10.30 – 13 var der gåtur i True Folkeskov med fortælling om områdets mange muligheder, bål, tegning, og fælles skovsang. True Folkeskov, der er en del af den 515 hektar store statsskov, True skov, er med til at beskytte et stort grundvandsmagasin. Tak til bl.a. Nicolia Bang, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune for en flot tale ved arrangementet og til Aarhus kommune for at stille entusiastiske medarbejdere til rådighed ved arrangementet. Tak til Aarhus Vand for at fortælle om grundvandet der hentes fra området og hvor vigtigt det er at rejse skov for at beskytte det. Tak til Anders Busse Nielsen fra Naturstyrelsen for den guidede tur rundt i området, samt entusiastisk formidling omkring den plantede skov, hvad den kan og de muligheder den tilbyder de besøgende.
Vi sluttede den officielle del af dagen af med et besøg i Egelund Folkeskov, beliggende overfor Egelund Idrætscenter, hvor biolog ved Aarhus kommune, Peter Søgaard tog os på en guided tur gennem skoven og dens udvikling siden plantningen for præcis 10 år siden. Tak Peter for den indsigt.
Dagen blev rundet festligt af med uformel middag i Egelund Idrætscenter for nære venner af Growing Trees Network, familiemedlemmer, sponsorer og samarbejdspartnere.
Tak til alle for at I gjorde denne dag både mindeværdig og festlig.